Få vores nyheder på mail

250 HK + FAMILIEBIL = NY FORD FOCUS ST

Pressemeddelelse   •   Sep 12, 2011 20:00 CEST

Ford afslører ny, produktionsklar Focus ST på Frankfurt Motorshow.

Frankfurt, 12. september 2011; Den er lidt strammere, lidt vildere, lidt hurtigere, men også mere praktisk og mere økonomisk. Ford har netop præsenteret sit nyeste bud på en ’hot-hatch’ på Frankfurt Motor Show – den produktionsklare, næste generation af Ford Focus ST, som forventes til Danmark til næste år. Den nye udfordrer i GTI-klassen er ikke blot pumpet med flere muskler, den er såmænd også blevet så sparsommelig, at betegnelsen øko-racer ligger lige for. Og som noget helt nyt kan Focus ST nu også fås som praktisk stationcar.

Kraftfuld EcoBoost-motor

Den 5-dørs Ford Focus ST, som er Fords første globale performance-bil, er udstyret med en 2,0 liters EcoBoost motor med direkte indsprøjtning og turbolader. Motoren sparker 250 omdrejningsvillige heste ud i forhjulene og leverer et moment, der først topper ved 360 Nm.

Den lette, 4-cylindrede aluminiums-motor leverer endnu bedre ydelse end den noget større 2,5 liters, 5-cylindrede motor i forgængeren. Kraftoverskuddet og den optimerede brændstoføkonomi skyldes især forbedret turbo-, indsprøjtnings- og knastaksel-teknologi. Den nye Focus ST vil, på trods af de ekstra hestekræfter, bruge cirka 20 procent mindre benzin end forgængeren ved almindelig, blandet kørsel. Udledningen af CO2 vil være tilsvarende lavere.

-Det er første gang, vi benytter en 4-cylindret Ford EcoBoost motor i en performance-bil og resultatet er fantastisk, siger chefen for Fords performance-biler, Jost Capito. Der er masser af kræfter og moment over hele omdrejningsskalaen, men den raffinerede motorteknologi sikrer samtidig, at ST’en kan køres som en almindelig, økonomisk hverdags-bil.

ST’en har en 6-trins manuel gearkasse med en gearing, der giver maksimal ’punch’ ved hvert gearskifte. Fords ingeniører har brugt langt tid på at fintune gearkassen, så den passer til den kraftfulde motor. Resultatet er en gearkasse, der formidler kraftoverskuddet på en overbevisende måde samtidig med at gearingen er lang nok til at holde snor i brændstoføkonomien på langturen gennem Europa.

De praktiske aspekter ved den nye Focus ST bliver understreget af, at Ford, for første gang, også vil producere en stationcar-variant af ST’en.

-Vi ved at mange europæere foretrækker plads-mulighederne i en stationcar, men at de samtidig gerne vil have ydelse og køreegenskaber som i en almindelig 5-dørs, siger chef-ingeniør hos Ford Europa Matthias Tonn. Og den nye Ford Focus stationcar var en fantastisk platform at udvikle en ST-variant over, så derfor var der ikke så meget at betænke sig på. Resultatet er en stationcar med samme underholdende køreegenskaber som 5-dørs ST’en

Særlig ST-lyd

Der er også blevet arbejdet med lyden i den nye Focus ST. Udfordringen var at skabe et lydbillede, der ikke står tilbage for lyden i forgængeren, på trods af at der er tale om to helt forskellige motorer. Derfor har Fords ingeniører videreudviklet den lyd-katalysator, som findes i forgængeren og i Focus RS.

-Lyden i den tidligere ST har en meget stor fan-skare, siger Jost Capito, men det akustiske billede mellem en 5- og en 4-cylindret motor er meget forskellig. Det er lidt som Mozart og Beethoven, de komponerede begge fantastisk, men meget forskellig musik, og på den måde tror jeg også at lyden fra den nye ST-motor vil få rigtig mange fans.

Ford Focus har næsten altid været synonym med klassens bedste køreegenskaber, og den oplevelse har Fords ingeniører forsøgt at raffinere yderligere i den nye Focus ST, blandt andet ved at udvikle det helt nye, intelligente Ford Sport Steering System, som tilpasser styringen efter vejen og efter hvordan ST’en bliver kørt.

Det særlige Torque Steer Compensation system sikrer maksimalt bid i vejen, selv ved fuld acceleration og uanset vejoverflade. Desuden er ESP-systemet blevet modificeret med henblik på en mere sportslig køreoplevelse. ESP-en har tre indstillingsmuligheder, der passer til forskellige vej- og vejrforhold eller førerens ønske om automatisk støtte. ESP-systemet kan naturligvis også slås helt fra for at få den rå, ustøttede køreoplevelse.

For at sikre den bedst mulige styring gennem sving, har Ford udviklet Enhanced Torque Vectoring Control, som ved hjælp af et automatisk bremsesystem forhindrer under- eller overstyring og bevarer vejgrebet gennem kurver.

I forhold til den almindelige Focus er ST’en sænket 10 mm  for at få et lavere tyngdepunkt og optimere kørsel gennem sving. Affjedringen bagtil er ligeledes blevet strammet med henblik på en mere direkte køreoplevelse.

Det muskuløse ydre, med markant trapez-grill foran, skørter langs siderne, tag-spoiler og en dynamisk designet kofanger bagtil, signalerer utvetydig sport og fortsætter i kabinen, hvor Recaro sportssæderne ikke lader nogen tvivl tilbage om, at ST’en er en ener.

Den nye Ford Focus ST vil blive udbudt i tre forskellige farver og i tre udstyrs-varianter – ST1, ST2 og ST3. Standard-varianten, ST1, har Recaro-sæder med stofbetræk, nøgleløs start-funktion, fodpanel med ST-logo og standard ST-bagsæde med midter-armlæn.

Focus ST kommer til Danmark i løbet af sommeren 2012.

About Ford Motor Company
Ford Motor Company, a global automotive industry leader based in Dearborn, Mich., manufactures or distributes automobiles across six continents. With about 166,000 employees and about 70 plants worldwide, the company’s automotive brands include Ford and Lincoln. The company provides financial services through Ford Motor Credit Company. For more information regarding Ford’s products, please visit www.fordmotorcompany.com.

Ford of Europe is responsible for producing, selling and servicing Ford brand vehicles in 51 individual markets and employs approximately 66,000 employees. In addition to Ford Motor Credit Company, Ford of Europe operations include Ford Customer Service Division and 22 manufacturing facilities, including joint ventures. The first Ford cars were shipped toEuropein 1903 – the same year Ford Motor Company was founded. European production started in 1911.

Vedhæftede filer

PDF-dokument

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar