Blogindlæg -
Effektivitetens mester
I rollen som Customer & Quality Specialist er der rigeligt at se til for Mette, der ikke alene har ansvar for træning og uddannelse af Fords sælgere, men som også skal sikre kvaliteten internt på Fords hovedkontor i Ballerup, og sørge for processer og forretningsgange implementeres og optimeres.
- Nu er det jo ikke sådan, at jeg lever og ånder for regler og rammer, men der er ingen tvivl om, at jeg finder det utroligt interessant at se på, hvordan vi kan optimere de processer, vi bruger i vores daglige arbejde. Man kan have masser af forestillinger om, hvordan tingene forholder sig, men det er først, når man sætter sig ned og måler på kritiske punkter i processen, at man kan se, hvordan tingene reelt forholder sig. Derfor bliver jeg nødt til at gøre det målbart, når jeg skal arbejde med en proces, forklarer Mette Beran om den del af hendes arbejde, hendes kolleger kender hende bedst for: Struktur og processer.
Mette startede sin karriere hos Ford som personlig assistent for den danske direktør og som hovedansvarlig for at implementere Six-Sigma på Fords hovedkontor i Danmark.
– Det var en hektisk men utrolig spændende tid, fortæller Mette om sin første tid hos Ford, hvor hun sideløbende med sine opgaver på kontoret gennemgik firmaets interne Six-Sigma uddannelse på Ford Academy i England.
Sidenhen er Mette rykket rundt i organisationen, og har haft ansvar for andre opgaver. I dag er hun imidlertid tilbage i en position, hvor hun igen skal beskæftige sig med interne processer. Men også intern kontrol er kommet til at fylde mere i Mettes arbejde.
-Ford er en stor global koncern med rødder i USA, og det betyder, at vi som søsterselskab altid er underlagt stor kontrol. Gennem de år jeg har arbejdet hos Ford, er kravene til intern kontrol steget markant. Det er min opgave at forstå de krav og regler, vi i stigende grad bliver underlagt, omsætte dem til lokale forhold og sikre at medarbejderne forstår, hvorfor processerne er nødvendige.
I den rolle Mette har, er det vigtigt at være struktureret og bevare overblikket. Gennemslagskraft er også en nødvendighed, særligt når hun skal levere budskaber, som kollegerne ikke nødvendigvis opfatter som positive. At skulle dokumentere en proces eller arkivere dokumenter efter en særlig struktur, er sjældent noget, der har den højeste prioritet hos kollegerne. Så her gælder det om at få alle med om bord ved hjælp af argumentation og empati, så det sikres, at Ford lever op til de krav, der stilles fra hovedkontoret i Europa og USA.
Udover regler og processer er Mette også ansvarlig for Fords sælgertræning og udvikling af Ford-sælgere i de mere end 60 Ford-forretninger i hele landet. Og det er netop de mange forskellige ansvarsområder, og muligheden for konstant at blive udfordret i sit arbejdsliv, der er en af forklaringerne på, hvorfor Mette nu har arbejdet hos Ford i 13 år. Den absolut længste ansættelse hun har haft, siden hun afsluttede sin cand.merc. på Handelshøjskolen i Aarhus for 15 år siden.
- For mig er det vigtigt, at jeg føler mig udfordret i mit arbejdsliv, men også at der er en god balance mellem arbejdsliv og privatliv, fortæller Mette, der siden sin ansættelse hos Ford har etableret familie og fået 3 børn.
- Der har hele tiden været en god variation i mine opgaver gennem mine år hos Ford, men selv om det er et kontor med stor aktivitet og travlhed, har det aldrig været på bekostning af familielivet. Samtidig har vi et godt kollegialt sammenhold. Selvom vi hver især sidder med meget forskelligartede opgaver, hersker der en særlig ånd, der gør, at det er dejligt at komme på arbejde hver dag, fortæller Mette.
Noget af det som Mette også sætter utrolig stor pris på i sit daglige arbejde, er den meget brede kontaktflade, hun har med mennesker i hele organisationen.
– Mit arbejde er meget varieret, hvilket gør, at jeg næsten på daglig basis er i kontakt med mennesker alle steder i organisationen, lige fra sælgerne ude i forhandlerleddet til kolleger på de øvrige europæiske markeder og på det europæiske hovedkontor i Køln. Det er en dagligdag, hvor jeg skal kunne favne bredt, men jeg elsker kombinationen af både at arbejde lokalt og internationalt.
- Det gør mig også stolt at arbejde for et mærke med så stolt og betydningsfuld en arv, som Ford har, og jeg glæder mig til at følge Fords fortsatte udvikling, afslutter Mette.
# # #
Er du nysgerrig efter at vide mere om hvordan det er at arbejde hos Ford? Se mere om kvinderne, der repræsenterer den danske bilbranche og læs hvordan de beskriver deres hverdag hos Ford Danmark på Oplev.Ford.dk
# # #