Gå til indhold
Ny Ford Fiesta ST rykker grænser – med spærredifferentiale og ultimativ dynamik

Pressemeddelelse -

Ny Ford Fiesta ST rykker grænser – med spærredifferentiale og ultimativ dynamik

Ford afslører nye detaljer omkring den nye generation Fiesta ST, og der er lagt op til en hurtig hatchback med nye teknologier, som vil hæve standarden i klassen. Med 200 hk fra en ny 1,5-liters motor, mekanisk spærredifferentiale, launch control og Drive Modes når Fiesta ST nye dynamiske højder

  • Den nye 1,5-liters EcoBoost-motor med tre cylindre har sin egen unikke lyd gennem aktive udstødningsventiler, og med cylinderfrakobling er Fiesta ST. 11 procent mere brændstoføkonomisk end den tidligere model
  • Mekanisk spærredifferentiale bidrager for første gang til svingegenskaberne og dynamikken i Fiesta ST – og patenterede fjedre gør den stærke hatchback mere præcis og direkte
  • Med Drive Mode-køreindstillingerne kan den nye Fiesta ST skifte karakter fra fleksibel hverdagsbil til banefokuseret sportsvogn - tilgængelig dynamik for uøvede og involverende og tilfredsstillende for eksperter
  • Bredere og mere varieret udvalg af udstyr i den nye Fiesta ST, så der nu er mulighed for det imponerende B&O PLAY-lydanlæg

Ford kunne sidste år offentliggøre den nye udgave af Fiesta ST, som kommer i år med en helt ny EcoBoost-benzinmotor, en trecylindret kraftkilde med intet mindre end 200 hk. Nu offentliggør Ford nye detaljer omkring den hidsige hatchback, og Fiesta ST vil rykke ved opfattelsen af, hvad man kan forvente sig af en bil i denne klasse.

For første gang nogensinde bliver det muligt at bestille Fiesta ST med et mekanisk spærredifferentiale, som øger vejgrebet i sving markant. Som den første bil i segmentet fås Fiesta ST med patenterede force vectoring-fjedre på bagvognen, som gør indstyringen mere direkte og køreoplevelsen mere involverende. Launch control kan nu også bestilles til den hurtige Fiesta, så det er muligt at lave og gentage en hurtig og konsistent start på en bane – understøttet af et dedikeret grafisk display i instrumenteringen. 

Som afsløret sidste år får Fiesta ST en helt nyudviklet EcoBoost-benzinmotor med tre cylindre og en slagvolumen på 1,5 liter. Den yder hele 200 hk og 290 Nm, og så er den bilindustriens første trecylindrede motor med cylinderfrakobling, som gør den mere brændstoføkonomisk*. Lyden fra den nye motor vil være helt unik og naturligt sportslig med aktiv ventilteknologi i udstødningssystemet, og lyden justeres som styringen, ESC-systemet og motorens respons gennem indstillingerne i de nye Drive Mode-køreindstillinger.

Den nye Fiesta ST er ikke kun avanceret og ledende i klassen, når det gælder motor og teknologi, men også når det kommer til sikkerhedssystemer og komfort. Infotainmentsystemet SYNC 3 med 8” touchscreen, det fremragende B&O PLAY-lydanlæg og Lane Keeping Aid er blandt de mange muligheder for at gøre den hurtige hatchback endnu federe.

Udviklingen af den nye generation Fiesta ST er foregået hos Ford Performance, som har skabt en ”hot hatch”, der den ene dag kan bruges til at køre til og fra arbejde i høj komfort, mens man næste dag med et enkelt tryk på en knap kan gøre den til en fokuseret baneracer.

”Vi ved, at forventningerne til den nye Fiesta ST er store. Al den viden, vi har fået under udviklingen af de seneste Ford Performance-modeller som Focus RS og Ford GT, har vi brugt til at gøre den nye Fiesta ST til en bil, der sætter nye standarder for køreglæde og dynamik i klassen. Lyden fra den snerrende trecylindrede motor vil tale til alle entusiaster,” siger Leo Roeks, direktør for Ford Performance i Europa.

Fiesta ST har greb om tingene

Den tredje generation Fiesta ST vil være den første, der kan bestilles med spærredifferentiale fra Quaife, som optimerer forendens vejgreb, som giver endnu bedre svingegenskaber – især mærkbart, når man kører ud af et sving. 

Det mekaniske system begrænser distributionen af drejningsmoment til det hjul, som har formindsket vejgreb, eksempelvis det inderste hjul i en svingmanøvre. Herved reduceres risikoen for hjulspind, og hjulet med bedst vejgreb vil blive tildelt mere af motorens drejningsmoment, så man fuldt ud kan udnytte den stærke motors kræfter.

Det nye spærredifferentiale arbejder sammen med det forbedrede og udvidede Torque Vectoring Control-system, som også hjælper med til at øge stabiliteten. Det reducerer samtidig understyring ved at bruge nøje afstemt bremsekraft på det inderste hjul i et sving. Balancen mellem differentiale og Torque Vectoring Control er blevet finjusteret og afstemt af ingeniørerne hos Ford Performance til at levere optimalt vejgreb på tør asfalt og balance på fugtig asfalt.

”Er man vant til at køre en hurtig bil med forhjulstræk, vil man være bekendt med følelsen af overbalance, når for mange kræfter overføres til det hjul, der har mindst vejgreb i et hurtigt sving. Vi har afstemt differentialespærret i den nye Fiesta ST til at arbejde helt gnidningsløst sammen med det udvidede Torque Vectoring Control-system. Det giver det bedste mulige og mest naturlige vejgreb, uden at det er nødvendigt at ”kaste” overflødigt drejningsmoment overbord ved hjælp af bremsesystemet,” fortæller Roeks.

Panterede fjedre med stor virkning

Fords ingeniører har udviklet og patenteret en type fjedre, såkaldte force vectoring-fjedre, som har en lang række fordele i den nye Fiesta ST: øget stabilitet, mere agilitet og fremragende respons fra bilens torsionsbagaksel. Bag rattet vil man opleve en følelse af at være forbundet med bilen, og Fiesta ST vil derfor levere en exceptionel, underholdende køreoplevelse.

Den nye Fiesta ST er den første bil i sin klasse med denne type teknologi, som bruger irregulære fjedre, som er drejet særligt til at sende kræfterne til den bageste del af affjedringen. De kræfter som opstår ved kurvekørsel sendes direkte ind i fjedrene, som medvirker til at øge den tværgående stivhed i bilen. 

De øvrige fordele ved den unikke affjedring er mærkbare: skarpere indstyring, respons i styretøjet og mere direkte retningsskift. En besparelse på 10 kilo i forhold til den løsning med Watts-stænger, som normalt bruges til at forbedre stivheden. Fjedersystemet er kompatibelt med traditionelle støddæmpere. Kompromisløs komfort og raffineret affjedring.

De nye fjedre er koldformede for maksimal holdbarhed og styrke, og med varierende afstand mellem lagene i fjedrene og materialets diameter er de skabt lige præcis til den nye Fiesta ST. 

Den avancerede undervogn kommer også med Tenneco-støddæmpere, som foran har dobbeltsidet rør og bagtil enkeltsidet rør. De adskiller sig ved at have RC1-ventilteknologi, som leverer dæmpning alt efter frekvens – som giver øget stabilitet i bilen uden at have negativ indflydelse på dæmpningen ved høj fart. Torsionsbagakslen med en stivhed på 1.400 Nm/deg er den stiveste i nogen Ford Performance-model.

”Vi har været gennem tre gange så mange opsætninger af undervognen, som vi normalt er i udviklingen af en ny bil, så vi kunne finde netop den opsætning, som leverer den spændende køreoplevelse, som forlanges af en ST-model, men også en opsætning, som tager højde for komfort og raffinement. Bilens avancerede støddæmpere justerer sig selv for at udligne højfrekvente ujævnheder i vejen, når der ikke er brug for videre dæmpning – eksempelvis på motoren. De justerer sig tilbage for at optimere stabiliteten, når bilen så køres hårdt,” siger Roeks.

Den ultimative start

Ford har udviklet et launch control-system til Fiesta ST til banebrug, som gør det muligt at opnå tilfredsstillelsen af den perfekte start – gang på gang. Systemet er lavet til at være simpelt at bruge, og launch control kan aktiveres via knapperne i rattet. Et dedikeret grafisk display i den 4,2” store skærm i instrumenteringen lyser op, og med speederen i bund er systemet instrueret til at køre motoren op i omdrejninger og holde dem ved omdrejningsbegrænseren – og samtidig viser en måler i displayet, hvornår Fiesta ST er klar til at blive skudt af. 

I det øjeblik man slipper koblingen fuldt, vil ESC-systemet, traction control-systemet, Torque Vectoring Contro-systemet og Torque Steer Compensation-systemet balancere kræfterne og leveringen af drejningsmomentet til den perfekte start.

Drive Mode-køreindstillingerne giver en helt ny bredde i Fiesta ST's evner, og de gør det muligt at sætte bilen op til forskellige scenarier – fra turen til arbejde til turen på racerbanen.

I Normal-indstillingen er motoren, traction control-systemet, ESC-systemet, den elektroniske lydforstærker, udstødningslyden og styretøjet sat op til at levere naturlig respons og en følelse af at være forbundet med bilen

I Sport-indstillingen er motorens og speederens respons hurtigere, og styretøjet med el-servo er justeret til at give mere feedback og en mere nuanceret kontrol, som lægger op til hurtigere kørsel på almindelige veje. Den aktive udstødningsventil åbnes, og ESE-lydforstærkningssystemet afgiver en mere intens og sportslig lyd i kabinen.

I Track-indstillingen er alle dynamiske features i Fiesta ST optimeret for at give de hurtigst mulige omgangstider på en bane. Traction control-systemet er slået fra, og ESC-systemet er sat op til at bryde ind senere og give videre grænser, som man har brug for ved banekørsel.

ESC-systemet med tre forskellige opsætningsmuligheder gør det muligt at vælge den optimale indstilling: fuld indgriben, indstilling med mere slipvinkel og fuld deaktivering.

Den nye Ford Performance-models sportslige karakter er yderligere fremhævet ved, at der bruges en styrespindel med et unikt design og at den elektriske servostyring (EPAS) har en udveksling på 12:1 – det hurtigste i nogen model fra Ford Performance og 14 procent hurtigere end i den tidligere Fiesta ST200. Dertil kommer et højtydende bremsesystem med 278 mm ventilerede skiver foran og 253 mm solide skiver bagtil.

Man kan udnytte den nye Fiesta ST's nye teknologier og dynamiske opsætning fra en førerplads, som er nøje afstemt til at give lige dele kontrol over og balance i bilen. Ford Performance har givet førersædet en kombination med vinkling af sæderyggen og justering af sædehynden, som giver en perfekt kørestilling.

Flere kræfter, flere udstyrsmuligheder

Fords helt nye 1,5-liters EcoBoost-motor med turbolader, højtryksbenzinindsprøjtning, dobbelt uafhængig variabel knastakselstyring og tre cylindre leverer kraftfulde 200 hk ved 6.000 o/min og 290 Nm fra 1.600 til 4.000 o/min, og på blot 6,5 sekunder når man de første 100 km/t i Fiesta ST. Tophastigheden er på 232 km/t.

En ny kombination af indirekte og direkte indsprøjtning arbejder sammen med Fords innovative cylinderfrakoblingsteknologi for at forbedre brændstoføkonomien og sænke CO2-udledningen. I forhold til den tidligere model Fiesta ST200, leverer den nye Fiesta ST en reduktion i forbrug og udledning på 11 procent*.

Den nye Fiesta ST vil fra starten kunne leveres med både tre og fem døre, og den sportslige ST-styling komplementeres af 17” alufælge som standard – og kan fremhæves med 18” alufælge fra ekstraudstyrslisten. Kunderne vil kunne vælge mellem to udstyrsniveauer: ST-1 og ST-2.

Farveudvalget inkluderer Frozen White, Magnetic, Moondust, Performance Blue, Race Red, Shadow Black, Silver og Silver Fox, og i kabinen finder man som standard perfekt støttende Recaro-sæder, en særlig ST-gearknop, rat med flad bund i læder med syninger, som går igen på håndbremsegrebet og omkring gearstangens base.

Infotainmentsystemet SYNC 3 er standard og kommer med en 6,5” touchscreen, mens en skærm på 8” er tilvalg. Med SYNC 3 kan man styre lyd, navigation og forbundne smartphones ved hjælp af simple fraser. Et fremragende B&O PLAY-lydanlæg med en afbalanceret og klar lydoplevelse kan ligeledes leveres til Fiesta ST.

Som standard har Fiesta ST Lane Keeping Aid, Lane Keeping Alert fartpilot med justerbar fartbegrænser, og udstyrsmulighederne tæller også regnsensor, automatisk forlygtetænding, fjernlysassistent og skiltegenkendelse.

Den nye Fiesta ST kommer til salg i Danmark i sommeren.

# # #

Følg Ford på PressecenterFacebookFord.dk

Foto og mere information findes på Ford Danmarks pressecenter: http://www.mynewsdesk.com/dk/pressroom/ford-motor-company

# # #

Related links

Emner

Kategorier


About Ford Motor Company

Ford Motor Company is a global company based in Dearborn, Michigan. The company designs, manufactures, markets and services a full line of Ford cars, trucks, SUVs, electrified vehicles and Lincoln luxury vehicles, provides financial services through Ford Motor Credit Company and is pursuing leadership positions in electrification, autonomous vehicles and mobility solutions. Ford employs approximately 202,000 people worldwide. For more information regarding Ford, its products and Ford Motor Credit Company, please visit www.corporate.ford.com.

Ford of Europe is responsible for producing, selling and servicing Ford brand vehicles in 50 individual markets and employs approximately 54,000 employees at its wholly owned facilities and approximately 69,000 people when joint ventures and unconsolidated businesses are included. In addition to Ford Motor Credit Company, Ford Europe operations include Ford Customer Service Division and 24 manufacturing facilities (16 wholly owned or consolidated joint venture facilities and eight unconsolidated joint venture facilities). The first Ford cars were shipped to Europe in 1903 – the same year Ford Motor Company was founded. European production started in 1911.

Kontakt

Lene Dahlquist

Lene Dahlquist

Pressekontakt Comm. & Public Affairs manager, Ford of Denmark & Head of Nordic Communication & PA, Ford of Europe Pressekontakt i relation til Ford Motor Company Danmark samt overordnet Nordisk ansvar 43480620

Relateret materiale

Ford i Danmark

Ford Motor Company Danmark ligger i Ballerup og består af ca. 50 engagerede medarbejdere. Ford er en global og dynamisk organisation, hvor udadvendthed og tæt samarbejde med forhandlere, værksteder og partnere har højeste prioritet.

Vi er stolte af vores biler, som blandt andet er kendt for deres klasseledende køreegenskaber, dynamiske design og nyeste teknologier.

Ford Motor Company
Borupvang 1
DK-2750 Ballerup
Danmark