Gå til indhold
280 hk i ny Focus ST – en kompromisløs baneracer indtager hverdagen

Pressemeddelelse -

280 hk i ny Focus ST – en kompromisløs baneracer indtager hverdagen

Ydelse, nydelse og balance. Den nye Ford Focus ST er udviklet af eksperterne hos Ford Performance – den kan køres hårdt eller bruges som familiens komfortable transportmiddel, men også alt andet mellem de to yderpunkter. Under motorhjelmen i den nye ST ligger en ny 2,3-liters EcoBoost-benzinmotor med hele 280 hk eller Fords nyeste EcoBlue-dieselmotor med 190 hk – og Ford tilbyder den nye Focus ST som både skarp hatchback og rummelig stationcar.

  • Den nye og meget omdrejningsvillige 2,3-liters EcoBoost-motor har en imponerende ydelse på 280 hk og et maksimalt drejningsmoment på massive 420 Nm.
  • Den stærke EcoBlue-dieselmotor på 2 liter giver med 190 hk og 400 Nm både voldsomt bundtræk og lineær kraftudvikling – med valg mellem en præcis 6-trins manuel gearkasse og en 7-trins automatisk gearkasse.
  • Den nye ST er den første forhjulstrukne Ford med elektronisk styret spærredifferentiale, som giver mærkbart bedre greb og stabilitet.
  • Focus ST har nu Drive Mode-køreindstillinger, avanceret bagaksel med uafhængige hjulophæng og mulighed for adaptiv undervogn (CCD), som gør,at bilen både kan optræde som den meget dynamiske bil og den komfortable hverdagsbil.
  • Den helt nye Focus ST introduceres i Danmark til sommer, og den vil kunne leveres som både hatchback og stationcar.


Pressemeddelelse opdateret den 26. juni 2019.

Den fjerde generation Ford Focus er den mest underholdende og præcise bil i klassen, og nu går Ford skridtet videre med den helt nye udgave af den dynamiske, skarpe Focus ST, som er udviklet af eksperterne og entusiasterne hos Ford Performance – holdet bag den nye Fiesta ST og den ekstreme Ford GT. Den nye Focus ST bliver ikke bare den sjoveste og mest dynamiske blandt de stærke modeller i klassen, men også modellen med den bedste balance mellem sport og langturskomfort.

Ford Focus har været klasseledende på dynamikken siden første generation så dagens lys i 1998, og ST-udgaven har beriget Focus-familien siden 2002, hvor den første version af den skarpe hatchback blev lanceret med 173 hk. Den nye ST bygger som forgængerne på de klasseledende køreegenskaber Focus, og den helt nye generation Focus på Fords nye C2-platform har givet udviklingsteamet hos Ford Performance perfekte muligheder for at skabe den bedste ST til dato – en fokuseret og stærkt underholdende bil til både hverdag og banekørsel, der fås som både hatchback og stationcar.

C2-platformen er til Focus ST forstærket med en dedikeret undervogn, specifikke bremser og nye motorer. I motorrummet finder man en stor opgradering: motorer med op til 12 procent flere hestekræfter og 17 procent højere drejningsmoment. En ny firecylindret 2,3-liters EcoBoost-motor med hele 280 hk er kernen i benzinmodellen, mens dieseludgaven af den nye Focus ST kommer med en stærk 2-liters EcoBlue-dieselmotor med 190 hk*. De to motorer leverer begge omdrejningsvillighed og rigelige kræfter fra lave til høje omdrejninger.

Kunderne vil kunne vælge mellem en manuel gearkasse med seks trin eller en nyudviklet 7-trins automatgearkasse, og for første gang i Focus ST introduceres køreindstillingerne Drive Modes, så det er muligt at justere bilens karakter efter vejen, forholdene og humøret. EcoBoost-udgaven af Focus ST bliver den første forhjulstrukne Ford med elektronisk styret spærredifferentiale (eLSD), som giver fremragende vejgreb og stabilitet. De adaptive støddæmpere – Continuously Controlled Damping (CCD) – er inkluderet i Performance-pakken på Focus ST EcoBoost i hatchbackudgaven, og systemet giver en raffineret og præcis affjedring.

”Intelligente teknologier som eLSD og CCD gør vores helt nye Focus ST til en multikunstner, hvor man kan skifte fra raffineret langtursbil til fokuseret køremaskine bare ved at trykke på en knap. Vi har brugt erfaringen fra udviklingsprogrammerne på vores superbil Ford GT og den roste Focus RS til at udvikle en familiebil med høj ydelse og en fleksibilitet, der er unik i klassen,” siger Leo Roeks, chef for Ford Performance i Europa.

Den nye Focus ST vil blive produceret på Fords topmoderne fabrik i Saarlouis i Tyskland, hvor der forud for den nye Focus-generation er investeret 4,5 mia. kr. i en opgradering, der fremmer bl.a. kvalitet, effektivitet og præcision i produktionen.

Den stærkeste motor til dato – 280 hk i Focus ST
En ny udgave af Fords 2,3-liters EcoBoost-benzinmotor, bygget udelukkende i aluminium, er den stærkeste motor, der til dato har været installeret under motorhjelmen i Focus ST. Med avanceret turboladning leverer den nye motor 280 hk ved 5500 o/min og hele 420 Nm mellem 3000 og 4000 o/min. Det er også den mest omdrejningsvillige motor, der nogensinde har siddet i en Focus ST, som nu kan klare 0-100 km/t på bare 5,7 sekunder – hele 0,8 sekunder hurtigere end forrige generation Focus ST.

Motorresponsen er forbedret ved hjælp af en twin scroll-turbolader med lavt energitab, som bedre fanger udstødningsgasserne gennem separate kanaler. En elektronisk styret wastegate – ventilen som sikrer mod overbelastning – tillader mere præcis kontrol af trykket i laderen for optimal ydelse. Derudover sikrer et unikt udstødningssystem med reduceret modtryk, særlige luftindtag og en optimeret ladeluftkøler, at motoren kan ånde frit.

Innovative teknologier udviklet til Ford GT og F-150 Raptor formindsker turbotøven i den nye Focus ST, og det giver mere umiddelbar respons og hurtigere levering af kræfterne i køreindstillingerne Sport og Track. Systemet holder spjældet åbent, når føreren løfter foden fra speederen, så trykket holdes i turboladeren og trykket hurtigere øges, når der igen er brug for kræfter.

Den 190 hk stærke 2,0 EcoBlue-dieselmotor er den stærkeste, Ford nogensinde har introduceret i en Focus, og med den får man 190 hk ved 3500 o/min og 400 Nm mellem 2000 og 3000 o/min. 360 Nm er allerede til stede ved 1500 o/min.

Turbolader med variabel geometri, stempler i stål som udvider sig mindre ved høje temperaturer og et integreret indsugningssystem, som optimerer forbrændingen, giver en dieselmotor, der producerer 10 procent flere kræfter og mere end dobbelt så højt drejningsmoment som i den første 2,0 Duratec-benzinmotor, som var at finde i den første generation af Focus ST.

Focus ST's manuelle gearkasse med seks trin giver mulighed for mere hårdhændede gearskift og giver samtidig en mere sportslig fornemmelse ved skift, hvor afstanden mellem hvert fysiske geartrin er reduceret med 7 procent i forhold til den almindelige Focus. Som på den nye Mustang har Focus ST 2,3 EcoBoost med manuel gearkasse og Performance-pakken (ekstraudstyr) rev-matching. Rev-matching er en teknologi, som tilpasser omdrejningerne og opretholder dem mellem gearskift for at opnå ubrudt acceleration og balance.

Rev-matching gør det til en leg for de ikke helt så erfarne kørere at få det mest optimale ud af motoren. Teknologien svarer til den såkaldte hæl-og-tå-metode til at skifte gear, og systemet kan nemt slås fra, hvis det foretrækkes.

En ny udgave af Fords seneste familie af intelligente automatgearkasser med syv trin kan komplementere køreoplevelsen i Focus ST med den 2,3-liters EcoBoost-benzinmotor. Gearingen er optimeret i forhold til den optimale ydelse, og Adaptive Shift Scheduling vurderer den individuelle kørestil og tilpasser skiftetiderne. Det giver en øget fleksibilitet, som er til gavn ved skiftende forhold, fx når man skifter mellem kørsel på bane og almindelig vej. Det er også muligt at skifte gear manuelt i automatgearkassen ved hjælp af skiftepalerne i rattet.

”De to motorer i den nye Focus ST har hver sin unikke karakter, men EcoBoost-benzinmotoren og EcoBlue-dieselmotoren er begge karismatiske og højtydende motorer. Den nye Focus ST har et lækkert soundtrack med potent lydtapet, der matcher bilens høje ydelse helt perfekt – og det er en vigtig del af ST-oplevelsen,” fortæller Roeks.

Intuitiv dynamik – til banen og til hverdagen
Ford Performance har i udviklingen af den nye ST bygget videre på den fremragende køredynamik i den nye generation af Focus for at gøre den i stand til både at levere spænding på de snoede landeveje, dynamik og holdbarhed på banen – og samtidig gøre den til den bil i klassen, der er mest anvendelig og komfortabel i dagligdagen. 

Den præcise konfiguration af undervognen (SLA) hjælper med at optimere bilens kommunikation med føreren, uden at man skal gå på kompromis med komforten. Til stationcarudgaven er der udviklet en særlig opsætning, som gør, at støddæmperne arbejder lige så præcist og fleksibelt, når den kører med fuldt læs. Den energiske og involverede karakter fra den almindelige Focus er bibeholdt i kraft af de originale specifikationer på fjedrene, mens støddæmperne er 20 procent stivere foran og 13 procent stivere bagtil. Undervognen er sænket med 10 mm for at reducere krængning og øge responsen, når man jagter det perfekte sving.

Fords sofistikerede CCD-undervognsteknologi er en del af Performance-pakken til hatchbackudgaven af Focus ST med EcoBoost-benzinmotoren, og systemet overvåger undervogn, styretøj, bremser og karrosseriets bevægelser med et interval på 2 millisekunder, som giver en enestående komfort og forbedret køredynamik.

Det elektronisk styrede spærredifferentiale (eLSD) på Focus ST med den 2,3-liters motor fremmer på samme måde underholdningen. Systemet er en del af transmissionen, og det bruger hydraulisk aktiverede koblinger til at begrænse leveringen af drejningsmoment til hvert af forhjulene, og kræfterne distribueres i forhold til vejgrebet. Op til 100 procent af momentet kan overføres til det ene hjul for eksempelvis at modvirke hjulspind, når man giver gas ud af skarpe kurver.

Teknologien er udviklet af Borg Warner. eLSD-systemet er hurtigere til at tilpasse sig forholdene og giver mere præcision end et traditionelt, mekanisk spærredifferentiale. Systemet kan ved hjælp af dynamiske sensorer og input fra motoren forudse, hvor mange kræfter der skal ledes til forhjulene, i stedet for at systemet først reagerer, når hjulspind opstår.

I forbindelse med dieselmotoren har den nye Focus ST Torque Vectoring Control, et system som ved hjælp af bremserne er med til at reducere understyring og forbedre stabiliteten.

Det hurtigste styretøj fra Ford
Den helt nye Focus ST stjæler trofæet for hurtigste styrerespons fra den hurtige og præcise Fiesta ST. Styretøjet i Focus ST med elektrisk servostyring (EPAS) er 15 procent hurtigere end i den almindelige Focus. Den klasseledende styrefornemmelse fremhæves af en unik opsætning, hvor de mekaniske komponenter sidder højere og længere fremme end på den almindelige Focus, hvilket gør Focus ST skarpere og mere styrevillig. Et nyt softwaresystem, Steering Torque Disturbance Reduction, er med til at forhindre momentforstyrrelser i rattet, så det er endnu nemmere at overføre de mange kræfter i den nye Focus ST til Michelin Pilot Sport 4S-dækkene.

Bremsesystemet er opgraderet med større komponenter både for og bag, og systemet byder på forbedret bremseeffekt og mere udholdenhed under hård belastning. De forreste skiver er vokset til 330x27 mm og kommer med dobbelt-stempel-kalibre. De bageste skiver måler 302x11 mm. Den nye Focus ST har undergået de samme procedurer for bremsetest som superbilen Ford GT, og bremserne udviser næsten fire gange så stor ydelse i forhold til stabilitet og bremseevne.

C2-platformens elektriske bremseforstærker – Electric Brake Booster (EBB) – kommer for alvor til sin ret i den nye Focus ST. Teknologien er med til at opbygge bremsetryk hurtigere end et hydraulisk system for at give en mere forbundet, sikker og konsistent bremsefornemmelse i alle slags situationer. I Focus ST betyder det, at systemet kan justere bremsefornemmelsen og bremsernes dynamik i forhold til kørestil og indstilling af Drive Mode-køreindstillingerne.

Derudover justeres mange forskellige faktorer i forhold til den valgte køreindstilling. I Slippery/Wet, Normal, Sport (udstyret med Performance-pakken) og Track justeres eLSD, CCD, EPAS, speederresponsen, den elektroniske lydforstærker (ESE) og indstillingerne for klimaanlægget for at passe til situationen. En dedikeret Sport-knap på det fladbundede rat giver direkte adgang til Sport-køreindstillingen, og en Mode-knap giver føreren adgang til hurtigt at bladre gennem mulighederne i Drive Mode-køreindstillingerne.

”Når man vælger Track-indstillingen bliver bremsernes respons med det samme mere direkte og kontant. Styretøjet kræver flere kræfter og giver mere feedback, og speederen reagerer hurtigere. Spærredifferentialet eLSD giver maksimalt greb, og ESC-systemet træder i baggrunden, så man som fører har fuld kontrol over Focus ST for at kunne få det bedste ud af den på banen,” fortæller David Put, ansvarlig for køredynamik hos Ford Performance.

Instrumenterne i Focus ST er udført med inspiration fra superbilen Ford GT. Digital visning af turbotrykket, olietrykket og olietemperaturen vises nu i en særlig Ford Performance-visning på den 4,2” store TFT-farveskærm mellem hovedurene. Launch control for hurtig og konsistent start på banen er en del af Performance-pakken til Focus ST 2,3.

Form og funktion følges ad
Med tanke på at den skal være lige så komfortabel, som den er underholdende at køre, udnytter den helt nye Focus ST den klasseledende rummelighed og den raffinerede opbygning fra den almindelige Focus. Kabinen er indrettet til at give den bedste balance mellem praktisk hverdagsbrug og en virkelig sportslig køreoplevelse. 

Den nye Focus ST har Recaro-sportssæder, som giver en perfekt kørestilling, og ESE-teknologien forstærker den ægte lyd fra motoren og udstødningen, når Drive Mode står i Sport eller Track.

Motorophængene og den isolerede underramme gør – som CCD-teknologien i undervognen – Focus ST til en meget rafffineret og komfortabel bil for alle ombord. Den har masser af plads til skuldrene, og ingen bil i klassen har så meget knæplads ved bagsædet. Det op til 1653 liter store bagagerum i stationcarudgaven giver plads til fx et stort hundebur.

Focus ST har som standard sportsrat med flad bund og Recaro-forsæder i farven Ebony, men kunderne kan vælge mellem flere varianter af materialer i høj kvalitet, fx læder, dellæder og Miko Dinamico-elementer. Gearknoppen og indstigningslisterne med ST-logoer giver også en sportslig fornemmelse i kabinen, og det samme gør alupedaler, metalgrå syninger i sæderne, dørene og knæpuderne ved midterkonsollen.

Det udvendige design er fremhævet, men ikke overdrevet i forhold til den almindelige Focus. Ford Performance har fokuseret på funktionel opgradering af designet og unikke alufælge. Både grillen og luftindtagene er optimeret for at sikre motoren bedre køling, og vingeelementer i nederste del af fronten kanaliserer luft forbi forhjulene for at forbedre aerodynamikken. En større, mere skrå tagspoiler giver højere tryk mod vejen, og den dobbelte udstødning grænser op til de aggressive diffuserelementer – og giver samtidig mulighed for, at Focus ST nu kan monteres med en trækkrog. Med Performance-pakken har Focus ST også røde bremsekalibre.

Kunderne kan vælge mellem lakeringer, som er lavet til at fremhæve Focus ST's dynamiske design, og de inkluderer bl.a. Ford Performance Blue, Orange Fury, Frozen White, Ruby Red og Shadow Black. De forskellige design af alufælgene komplementerer lakeringerne: 18” fælge kan vælges i fx Dark Sparkle eller Magnetite, mens de 19” store fælge kan vælges i farven Magnetite.

Fuldt sikkerhedsprogram
Den nye Focus ST har selvfølgelig samme omfattende muligheder for sikkerhedsudstyr og avancerede førerassistanceteknologier som den almindelige Focus, som har opnået 5 stjerner i test hos Euro NCAP.

De stressreducerende og intuitive teknologier inkluderer adaptiv fartpilot med stop-start-funktion, skiltegenkendelse og Lane Centering-teknologi, som gør det nemmere at køre i tung trafik. Focus ST fås også med Fords adaptive Front Lighting System, et LED-baseret kamerasystem, der monitorerer vejens kurver og holder øje med vejskilte for at give den optimale belysning.

Active Park Assist 2 sørger nu også både for gearskift (ifm. automatgear), acceleration og nedbremsning, samtidig med at det fuldautomatiske parkeringssystem styrer bilen på plads helt uden brug af hænder og fødder blot ved at trykke på en knap. For første gang tilbyder Ford også et head-up-display i Europa, som gør det nemmere for føreren at holde overblikket. Evasive Steering Assist optræder for første gang i segmentet. Systemet hjælper føreren med at styre uden om langsomme eller helt stillestående køretøjer for at undgå sammenstød.

Den nye Focus er naturligvis også udstyret med Fords SYNC3-infotainmentsystem, som giver mulighed for at styre navigation, volumen, klimaanlægget og tilkoblede smartphones ved brug af stemmen – talestyringen og den 8” store touchscreen gør det nemt og overskueligt. Systemet kommer også med Apple CarPlay- og Android Auto-funktionalitet, og som ekstraudstyr fås det smarte FordPass Connect med indbygget modem/SIM-kort, som gør Focus ST til et wifi-hotspot, der kan bruges af op til 10 enheder på samme tid.

”Det har været vores mål at levere en ny Focus ST med en uovertruffen Ford Performance-køreoplevelse, der samtidig er lige så nem og anvendelig at bruge som resten af Focus-familien,” forklarer Leo Roeks.

Den helt nye Focus ST kommer til Danmark i udstyrsvarianterne ST2 og ST3 i løbet af sommeren 2019.

* Se venligst bilens tekniske specifikationer i vedhæftede PDF-dokument for officielle forbrugstal. 

# # #

Følg Ford på PressecenterFacebookFord.dkFords nyhedsbrev

Foto og mere information findes på Ford Danmarks pressecenter: http://www.mynewsdesk.com/dk/pressroom/ford-motor-company

# # #

Related links

Emner

Kategorier


About Ford Motor Company

Ford Motor Company is a global company based in Dearborn, Michigan. The company designs, manufactures, markets and services a full line of Ford cars, trucks, SUVs, electrified vehicles and Lincoln luxury vehicles, provides financial services through Ford Motor Credit Company and is pursuing leadership positions in electrification, autonomous vehicles and mobility solutions. Ford employs approximately 199,000 people worldwide. For more information regarding Ford, its products and Ford Motor Credit Company, please visit www.corporate.ford.com.

Ford of Europe is responsible for producing, selling and servicing Ford brand vehicles in 50 individual markets and employs approximately 53,000 employees at its wholly owned facilities and approximately 67,000 people when joint ventures and unconsolidated businesses are included. In addition to Ford Motor Credit Company, Ford Europe operations include Ford Customer Service Division and 24 manufacturing facilities (16 wholly owned or consolidated joint venture facilities and eight unconsolidated joint venture facilities). The first Ford cars were shipped to Europe in 1903 – the same year Ford Motor Company was founded. European production started in 1911.

Kontakt

Lene Dahlquist

Lene Dahlquist

Pressekontakt Comm. & Public Affairs manager, Ford of Denmark & Head of Nordic Communication & PA, Ford of Europe Pressekontakt i relation til Ford Motor Company Danmark samt overordnet Nordisk ansvar 43480620

Relateret materiale

Ford i Danmark

Ford Motor Company Danmark ligger i Ballerup og består af ca. 50 engagerede medarbejdere. Ford er en global og dynamisk organisation, hvor udadvendthed og tæt samarbejde med forhandlere, værksteder og partnere har højeste prioritet.

Vi er stolte af vores biler, som blandt andet er kendt for deres klasseledende køreegenskaber, dynamiske design og nyeste teknologier.

Ford Motor Company

Borupvang 1
DK-2750 Ballerup
Danmark