Få vores nyheder på mail

100 års management: Tom Maxmølris

Blogindlæg   •   Sep 06, 2019 12:00 CEST

I anledning af Ford Danmarks 100-årsjubilæum i 2019 bringer vi en portrætserie af Ford Motor Companys danske ledelse, som tilsammen har over 100 års managementerfaring. Denne anden del stiller skarpt på Marketing Operations Manager Tom Maxmølris, der fortæller om sin forkærlighed til USA, hvad det vil sige at gøre ting på Ford-måden og hvad god ledelse indbærer.

47-årige Tom Maxmølris er tæt på at være Ford helt ind til benet – og ikke kun i arbejdsøjemed. Når han ikke tilbringer tiden på Ford Danmarks direktionsgang som Marketing Operations Manager på ottende år, ynder han ofte at koble af i Guds eget land, hvor Ford blev grundlagt i 1903.

”Jeg elsker at rejse med familien – gerne til USA,” forklarer han med største selvfølgelighed og uddyber sin forkærlighed: ”Amerikanerne er utrolig servicemindede, og landet tilbyder oplevelser, der spænder lige fra hvid sandstrand til storbyshopping til kæmpe naturoplevelser og mastodontiske forlystelsesparker.”

Den ærkeamerikanske og entreprenante essens mærker Tom også i sit daglige arbejde. Han forklarer: ”Selv om vi i Danmark er en del af Fords europæiske foretagende, der er løsrevet fra den amerikanske gren af virksomheden, er der ingen tvivl om, at Ford først og fremmest er en amerikansk organisation. Vi har den her meget amerikanske måde at tænke fremdrift og målsætninger på.”

Netop fremdrift og målsætninger er to nøgleelementer, som Tom trives med – og som giver genklang gennem Fords velmeriterede historie gennem tiden.

”Jeg bryster mig af, at Ford har været med i front på så mange områder gennem tiden. Henry Ford var grundlæggeren af masseproduktion i bilindustrien, og i USA har vi fx været ledende på pickup-trucks længe. Det samme gælder vores varebiler på europæisk niveau, hvor vi er førende – også i Danmark på femte år i streg,” forklarer Tom og uddyber videre: ”Så er der så mange andre ting, vi ikke er en del af – men når vi vælger noget til, gør vi det helhjertet og gennemfører det.”

Tom betragter det som et privilegie at være del af en international organisation som Ford Motor Company, der kan rykke grænser og løbe i front. Stor magt kræver dog også stort ansvar, hvilket ikke altid er uden udfordringer.

Han pointerer: ”Vi er en stor, tung organisation. At få nye tiltag implementeret kan være krævende, fordi alt fører tilbage til det amerikanske værdisæt om det, vi kalder compliance. Alt skal kunne dokumenteres på den helt rigtige måde, papirarbejdet skal sidde snorlige, og godkendelser skal gives. Som organisation sammenligner jeg os med et hangarskib: Det er sværere og tungere at dreje, men når først det hele spiller, flytter det noget vand. Det er det, vi kalder for Ford-måden.”

Tom indrømmer blankt, at Ford-måden kræver tilvænning. Omvendt ser han også en stor fordel i den. ”Det betyder heldigvis også, at vi hos Ford altid står bag vores medarbejdere på baggrund af processen. Jeg har altid mine medarbejderes ryg.”

Én ting er at overholde processen og nusse sirligt om papirarbejdet. En helt anden er at lede medarbejderne og give dem plads til at være den bedste professionelle version af sig selv. Svaret kommer prompte, når man spørger Tom, hvad god ledelse egentlig indebærer.

”Jo længere tid, jeg har været leder, desto mere er det gået op for mig, at særligt én ting er vigtig i ledelse. Det går helt tilbage til mit første lederjob, hvor en dygtig direktør lærte mig om individuel ledelse, som er min største inspiration i dag. Man kommer utroligt langt ved ganske enkelt at lytte til den enkelte medarbejder og identificere vedkommendes livssituation, baggrund, kompetencer og personlige profil,” udlægger han.

Tom rømmer sig og fortsætter uden at slippe blikket: ”Det lyder jo banalt, men det er altafgørende at være bevidst om vores forskelligheder – både styrker, svagheder og forventninger. Vi er jo ikke robotter og tal i et Excel-ark, og det må vi aldrig glemme i en branche, hvor netop Excel-ark og performanceprocenter vejer tungt.”

Tiltroen til individuel ledelse tager Tom med sig videre i den nære fremtid. Når efteråret har gjort sit indtog, står han efter otte gode år som Marketing Operations Manager ved en karrieremæssig skillevej. Inden årets udløb skal han nemlig fases ind i en ny lederstilling som såkaldt CV Lead hos Ford Motor Company Danmark, der udgør et tandhjul i Fords større maskineri om redesign og effektivisering af hele organisationen på europæisk plan.

Tom tager imod forandringen med kyshånd. ”Jeg skal kort fortalt være Ford Danmarks varebilsansvarlige. Fancy engelske titler kan sige så meget og så lidt, men dybest set handler stillingen om, at vi på europæisk niveau fremover adskiller personbiler og varebiler i to skorstene, hvor jeg skal stå for varebilssalget. Det er det rigtige skridt at tage for os.”

Skilleveje kalder som regel også på refleksion. Her udnytter Tom momentet til at kaste et tilbageblik på Fords veloverståede århundrede i Danmark: ”Det betyder vanvittig meget for mig at arbejde for et brand, der er så erfarent og respekteret. Nogle gange må jeg knibe mig selv i armen for at indse, at vi har tilbragt 100 år i Danmark. Vi har fra starten været en del af kernen i både danskernes og hele verdens bilindustri. Det er der en årsag til – og det er jeg overbevist om, at vi også kommer til at være de næste 100 år.”

# # #

Følg Ford på PressecenterFacebookFord.dk

Foto og mere information findes på Ford Danmarks pressecenter: http://www.mynewsdesk.com/dk/pressroom/ford-motor-company
# # #

Kommentarer (0)

Tilføj kommentar

Kommentar

Ved at indsende kommentaren accepterer du, at dine personoplysninger behandles i overensstemmelse med Mynewsdesks privatlivspolitik.